Apeltræf 2021
Apel på landkortet.
Lørdag d. 7. august 2021.
Mødested er den lille parkeringsplads lige først på Vintersbølle Skovvej. Traditionsrigt bliver der hilst på alle ankomne inden turen til fods går til Beværterhuset inde i Vintersbølle Skov. Med de mange efterfølgende generationer efter vores fælles forfader, Georg Andreas Apel, er det naturligt at familien efterhånden er bosat mange steder i Danmark samt i udlandet. Derfor er årets tema at få sat Apel på landkortet.
(Klik på billederne for at se dem i et større format, især brugbart på de mindste billeder).
Vintersbølle Skov summer af liv, når Apel-aner vandrer mod det lille beværterhus 10-15 minutters tid inde i skoven.
Ved ankomsten til Beværterhuset kom en noget mørk sky forbi, som lige mente at den skulle af med lidt regn. Derfor begynder vi med velkomst inde i Beværterhusets lille stue, hvor Danmarkskort og verdenskort er hængt op på væggene, så hver især kan gå hen og sætte kryds hvor de bor, og hvor de ved at andre Apel-aner er bosat.
Den mørke sky udså sig fjernere jagtmarker, så bordene kunne tøres af og frokosten pakkes ud.
Apropos byger, der går og kommer, springer Carsten Warming op og trakterer hele frokostselskabet med "Det var en aften på Tivoli" - historiefortælling i viseform. Sangen stammer fra vaudevillen "Tre for En" af Erik Bøgh. Se noden og tekst her.
Efter frokosten kalder Anne-Marie Jacobsen til samling for dem af selskabet der vil på vandretur i skoven. Anne-Marie har udset sig årets rute, der fører igennem skoven til de historiske steder både nye som gamle.
Apel-karavanen begiver sig afsted ned over engen og ind i skoven. Undervejs på turen fortæller Anne-Marie med vanlig entusiasme om historien og de nye tiltag der sker i skoven. Turen går ned til stranden, hvor den gyngende strandkant af tørre siv og græs i forrådnelse forceres og udsigten nydes både ud over vandet og ind over Blegen, der i dag bruges til græsning af et par kreaturer.
Spejderhytten paceres inden et af de nyeste tiltag nåes - Petersgårds Skovbegravelsesplads i den nederste sydøstlige del af skoven. Det skovstykke der er valgt til skovbegravelsesplads er et klassisk bøgestykke med enkelte ege og graner. Bøgetræerne er kun 40 år gamle og kan således blive stående flere århundreder. Bøgestykket ligger direkte ud til stranden hvor der er udsigt til Vordingborg by, de to Storstrømsbroer og Falster.
Efter et hvil og lidt udskænkning i en lysning i skoven, tages årets store familiebillede og kursen sættes atter mod Beværterhuset hvor Apelkagen og kaffen venter. Som traditionen byder skal der selvfølgelig også synges Apelsangen, som Bo Apel Hemmingsen akkompagnerer på sin tværfløjte.
Trods at dagen startede med en tordenbyge, slutter dagen smukt af med musik, sang og snak ved det lille Beværterhus - næste års Apeltræf var allerede blev skubbet godt i gang med idé om at skulle ud med Færgen Ida - så i 2022 står Apelanerne til søs - på gensyn d. 30. juli 2022.
Materiale fra 2021
Billeder 2021 - Ovenstående billeder og video er taget af Kasper Beck Hemmingsen.
Apel-træf 2021 - folder
- af Anne-Marie Jacobsen og Kasper Beck Hemmingsen
Indhold: Program, Tema: Apel og frokost i det grønne
Apel Slægtstalen 2021
- Carsten Warming sang "Det var en aften på Tivoli.
Link til DNA og Slægtsforskning
Dansk Selskab for Genetisk Geneaologi - dsgg.dk
Family Tree DNA - www.familytreedna.com